29 nov Filosofisk julegaveide
Anmeldelse af Svend Brinkmann: Hvad er et menneske? Gyldendal og Mads Rangvid: Drømmemaskinen. Mindspace. (Priser: svingende)
Et pudsigt sammenfald er det, at der stort set samtidig er udkommet to filosofiske ungdomsromaner, som begge tematiserer, hvad et menneske er. Forfatteren til den første er den meget produktive psykologiprofessor Svend Brinkmann, og bogen hedder ganske enkelt ”Hvad er et menneske”. Den anden hedder ”Drømmemaskinen” og er skrevet af Mads Rangvid, som er filosof og lærebogsforfatter.
Jeg kan anbefale dem begge, skønt de er meget forskellige.
Rammen for Brinkmanns bog er en ung mand, som efter gymnasiet skulle have været på dannelsesrejse med sin bedstemor. Bedstemoderen er imidlertid blevet alvorligt syg og må blive hjemme. I stedet sender hun sit barnebarn, Andreas, alene afsted på interrail i Europa med et manuskript, som han læser i løbende. På sin rejse får han indsigt i europæisk kultur- og idehistorie og seks forskellige menneskesyn, som er og har været fremherskende i vores kultur – fra ”det biologiske menneske” til ”det troende menneske”. Brinkmann formår rent faktisk at fremstille relevante filosoffer og filosofiske problemer på en let tilgængelig måde, fx Darwin, Aristoteles, Kant, Kierkegaard, Hegel, Frankl, Arendt og Løgstrup. Undervejs bliver Andreas klogere på verden, på sig selv og møder tilmed en sød pige!
”Drømmemaskinen” er mindre enkel at genfortælle, da den foregår i et dystopisk fremtidssamfund, hvor overnaturlige ting sker, og et hav af klassiske filosofiske problemstillinger bliver en del af handlingen. Bogen begynder med, at hovedpersonen, Adam, på klassisk Matrix- (og Descartes-, Putnam- og Nozick-) vis skal vælge imellem livet i en lykkelig Paradis-drømmetilstand eller den vågne virkelighed, hvor han skal gennemgå utallige forhindringer for at finde sin forsvundne søster.
Adam vælger naturligvis det sidste, og inden vi har nået side 50, har han været hjerne i et kar, været udsat for det logiske løgner-sandsiger-dilemma og mødt fangerne i Platons hule.
Adam får (i lighed med Andreas i Brinkmanns bog) til opgave at finde ud af, hvad et menneske er. Opgaven kompliceres for Adam af, at han i bogens fremtidssamfund møder en hel del maskiner med kunstig intelligens, som både taler, føler og filosoferer.
På rejsen møder Adam og hans ledsagere (blandt andet pigen V) en række navngivne filosoffer, som fx Hobbes, Locke, Bakunin (anarkismens fader), Bentham, Kant, Aristoteles, Mill, Rawls og Nozick (i nævnte rækkefølge).
Hvilken bog skal man så forære teenageren, som meget hellere ville have haft penge til Roskildefestival’en? Svaret er: Det ved jeg ikke! Som voksen hælder jeg mest til Brinkmanns fremstillinger, som med sit eksistentielle udgangspunkt primært bygger på den kontinentale filosofiske tradition. Rangvids Drømmemaskine er måske mere sexet for yngre læsere. I hvert fald er der mere aktion i handlingen, og hvor Brinkmann beskriver tankeeksperimenterne (fx Nozicks drømmemaskine…), lader Rangvid hovedpersonerne opleve det samme. Dog kan Rangvid med baggrund i den angelsaksisk filosofiske tradition til tider virke lidt fortænkt, men hvis man ikke kender filosofien på forhånd, ved man det jo slet ikke…
Summa summarum: Skønt med filosofi til ungdommen. Køb dem begge!