Filosoffens frugtsalat

Filosoffens frugtsalat

Filosoffens frugtsalat er en god opvarmningsøvelse, hvis spørgsmål med fordel kan pege frem imod temaet for den filosofiske samtale, man skal i gang med efterfølgende. Spørgsmålene går fra det enkle, fx smagsspørgsmål, der ikke kan diskuteres, til de mere komplekse spørgsmål, som man aldrig bliver færdig med at tale om.

Der stilles det samme antal stole op i en rundkreds, som der er deltagere. Alle får en stol, men stiller sig foran den i kredsen. ”Filosoffen” (underviseren) kommer med et udsagn, fx “Alle dem, der bedre kan lide hunde end katte, bytter plads”. Hvis man bedre kan lide hunde, finder man en ledig stol i cirklen og sætter sig ned. Kan man bedst lide katte, sætter man sig bare ned på sin egen stol.

Herefter rejser man sig op igen og afventer et nyt udsagn.

(Hvis man er den eneste, der vil bytte plads, drejer man en omgang rundt om sig selv og sætter sig ned på sin egen stol.)

Ved udvalgte spørgsmål kan man efterhånden bede eleverne om at uddybe deres ”svar” med begrundelser eller evt. spørge om, hvad forskellen er på to nærliggende spørgsmål, fx om det er forkert at lyve, og om det ALTID er forkert at lyve.Se eksempler på filosoffens frugtsalat i Undervisningsmaterialer. Søg på “filosoffens frugtsalat”. Hvis vores salater ikke passer til jer, kan I bare kopiere ideen og blande jeres egen frugtsalat.