Thinking Aloud

I slutningen af februar 2009 blev der holdt Nordisk-baltisk konference på Island om filosofi med børn.

af Dorete Kallesøe

Vi var fire deltagere fra den danske læreruddannelsesverden til konferencen Thinking aloud (eller allowed?) på Island. Sponseret af bla. Nordplus kunne arrangørerne fra Island tilbyde et herligt konference-ophold, hvor udsigten til sneklædte fjelde kunne inspirere deltagerne til at tænke højt!

Når man kommer fra Danmark, hvor disciplinen "Filosofi med børn" kun har sporadisk fodfæste, er det en fornøjelse at opleve adskillige lærere og pædagoger fra de andre nordiske lande, som på højt niveau arbejder målrettet og forskningsbaseret med filosofi på børneniveau.

Der er ikke mange lande, som har filosofi på skemaet i grundskolen, men det afholder ikke ildsjæle på alle niveauer fra at arbejde på sagen. Man kan vel sige, at Norge er det land, som er længst fremme med implementeringen af filosofi i uddannelsessystemet. Filosofi nu er indskrevet som obligatorisk i den norske børnehaves(!) læreplan, og i gymnasiet blir alle elever undervist i faget "Hifi", som betyder historie-filosofi, som i sin læreplan indeholder fx idehistorie og filosofisk samtale. Efter adskillige regeringsinitierede forsøg på grundskoleniveau, er det spørgsmålet, om man vælger at indføre et reelt filosofi-fag i skolen, eller man beslutter at faget Religion, Etik og Livssyn indeholder tilstrækkeligt med filosofi og filosofisk metode.

Der var mange spændende oplæg, lige fra vores egne, hvor Lakshmi Sigurdsson som keynote-speaker talte om Hannah Arendt og hendes tankers betydning for læreruddannelsen, og undertegnede argumenterede for perspektiverne i at implementere medborgerskab som en filosofisk, ikke en politisk dimension, i skolen.

Fra udlandet hørte vi bla. om forsøg med samtale i børnehaven på Island, filosofi ud fra billedkunst i skolen i Sverige og et medborgerskabsprojekt i Italien (der var også åbent for andre end lyserøde nordlændinge), hvor eleverne i byens skoler havde reel indflydelse på byrådets beslutninger.

Der var også praktiske indslag, hvor deltagerne fik til opgave at filosofere. Den islandske lærer Brynhildur Sigurdardottir, som har studeret i en årrække hos M. Lippman i USA, filosofere med os, som hun plejer med sine elever, ud fra en filosofisk metode fra Australien "Connecting Concepts". Her skulle deltagerne ud fra en række udsagn indkredse begrebet "ansvar".

Dernæst fik vi den (noget tvivlsomme) ære at opleve den franske filosof Oscar Brenifier på slap line. Brenifier har været Danmark flere gange og har en meget speciel måde at styre sine filosofiske samtaler på, hvor den enkelte deltagers evne til at formulere sine udsagn kommer i centrum, og hendes forhold til sine egne udsagn blir hudflettet. Som læserne nok har forstået, er Brenifier ikke min kop the. Hans metodik er lidt for præget af, at han også virker som "filosofisk terapeut". Men der er bestemt mange gode ideer at hente i hans metode til at få deltagerne til at ytre sig og filosofere med hinanden. Prøv det selv, hvis du skulle komme i nærheden af den provokerende franskmand!

 

Endelig var der nogle af os, som var så heldige at have en dag til overs, hvor de mente, at de lisså godt kunne gå en tur på en jøkel. Uden overhovedet tanke på misundelse drog Rose Maria og jeg hjem om søndagen. Hvad de to andre lavede, kan I se her:

Joekelvandring

 

 

 

LogL

Lakshmi og Laura på vulkaner

 

Konferencen har sin egen hjemmeside [http://www.hugvis.hi.is/page/hugvis_ta_forsida], hvor man kan finde præsentation og program for konferencen. Mange af konferencens oplæg kan osse læses på denne side (programme and abstracts).

Fra Danmark deltog to seminarielærere med indlæg:
Dorete Kallesøe: Philosophy, Religious Education and Citizenship education
Lakhsmi Sigurdsson: Plurality, Thinking and Citizenship in Relation to Teacher Education [http://www.hugvis.hi.is/Apps/WebObjects/HI.woa/swdocument/1014798/Lakshmi+Sigurdsson+-paper.pdf]. (pdf, åbner i nyt vindue)