Filosofisk skillelinje

Tag stilling med fødderne

Denne metode er en god måde at få eleverne til hurtigt at tage stilling og handle derefter, nemlig ved at flytte sig efter sit synspunkt.

Klasserummet deles med to streger i midten, og eleverne bliver bedt om at stille sig i midten. Hvis der er mere end 20 elever, deles eleverne i makkerpar, som først skal forsøge at blive enige, inden de positionerer sig. Hvis de ikke kan blive enige, må makkerparret lade sig skille indtil næste spørgsmål. Uden for stregerne findes to positioner i forhold til et spørgsmål, læreren stiller, fx JA og NEJ eller Enig og Uenig.

 

 

Begrund dit valg

Når eleverne har positioneret sig, får begge grupper et par minutter til at tale med hinanden om og formulere begrundelser for, hvorfor de står, hvor de står.

Læreren spørger efterfølgende udvalgte elever, hvorfor de står som de står og beder den anden "fløj" forholde sig til deres begrundelser. Brug gerne en "talebold", så der er styr på, hvem der har ordet. Lad ikke eleverne stå for længe bag en skillelinje, selvom du synes, der stadig er mange argumenter at høre. Gå videre, inden eleverne bliver for urolige og utålmodige.

Her finder du eksempler på spørgsmål til Filosofisk skillelinje. Aktiviteten kan varieres i det uendelige, hvis du fx lige får brug for at få alle eleverne til at tage stilling i en sag. Spørgsmålene i aktiviteten Filosoffens frugtsalat kan også anvendes i Filosofisk skillelinje.