Benny Dröscher: "Bortført af ufoer - renset for synd med isop"

Link til Dröschers billede: Bortført af ufoer - renset for synd med isop

Vejledning til læreren

1. Spørgsmål til kunstværket

For at forstå billedet lidt bedre og måske få øje på ting, som I ikke ellers lagde mærke til, stiller vi først nogle spørgsmål til billedet. Men I må osse meget gerne tale om andre iagttagelser og oplevelser, I har ved at kigge på kunstværket!

Hvad tror I, strålerne kan symbolisere/betyde?

UFO betyder "uidentificeret flyvende objekt" - kan det fortælle noget om kunstnerens forhold til religion eller Gud?

Hvad symboliserer grenene og stencirklen på gulvet?

2. Den bibelske titel

Den anden halvdel af værkets titel ("Bortført af ufoer) - renset for synd med isop" er hentet i Det gamle Testamente (GT) i Salmernes bog kapitel 51, vers 9. Citatet er slutningen på Davids klage over sine gerninger, da profeten Natan havde afsløret, hvad David havde gjort, da han giftede sig med Batseba. Kort fortalt havde David snuppet den smukke Batseba fra hendes mand, soldaten Urias, ved med vilje at sende ham til fronten, så han med meget stor sandsynlighed blev dræbt! Og det blev han! (Hvis I har lyst til at læse hele historien, så kig i 2. Samuelsbog, kap. 11-12).

Andre vers i salmen lyder således:

v3  Gud, vær mig nådig i din godhed,
udslet mine overtrædelser i din store barmhjertighed!
v4  Vask mig fuldstændig ren for skyld,
rens mig for synd!
v5  For jeg kender mine overtrædelser,
og min synd har jeg altid for øje.

v6  Mod dig alene har jeg syndet,
jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne;
v9  Rens mig med isop for synd,
vask mig hvidere end sne!
v11
  Vend dit ansigt bort fra mine synder
og udslet al min skyld!

Isop er en krydderurt, som man på GTs tid troede, at man kunne rense sig for sine synder med - på kunstværket hænger der en lille dusk isop på pindefiguren på gulvet.

Hvad er det, David i salmen ber om? Hvem ber han til? Brug citater fra salmen i jeres svar.

Før vi kan forstå salmen (og kunstværket), må vi kigge lidt nærmere på ordet "synd".

3. Filosofér over ordet "synd" i forhold til GT-texten

Kunstværkets titel taler om "synd", og det gør GT-texten osse. Men hvad er egentlig "synd", og hvordan kan vi forstå det i dag? Det vil vi forsøge at forstå ved først at stille nogle spørgsmål til ordets betydning og brug. Til slut vil vi filosofere over, hvem der kan tilgive en synd.

Hvad betyder ordet "synd" eller "syndig"?

Hvornår bruger I det i dag (hvis I bruger det)?

Kender I nogen, der bruger det?

Er det det samme som skyld/skyldig?

Hvornår bruger I de ord? Bruger I nogen ord, som "synd" eller "skyld" er en del af (fx "und-skyld")?

Hvad er det modsatte af "skyldig" og "syndig"?

Kan man være "u-syndig"? Kender I nogen, der er det?

Kan I huske nogen situationer, hvor I eller andre har været skyldige/syndige?

Kan man godt være skyldig uden at have brudt loven?

Hvis ja, hvilken "lov" har man så brudt?

 

"Mod dig alene har jeg syndet, jeg har gjort, hvad der er ondt i dine øjne" - sir David i vers 6.

Tror I, at det kun er Gud, som David føler sig skyldig overfor?

Kan man godt føle sig syndig/skyldig, selvom man ikke tror på Gud? Hvis ja, hvem eller hvad er man så skyldig i forhold til?

Tror I på, at man kan blive tilgivet for synd/skyld ved at rense sig med en krydderurt? Hvorfor (ikke)?

Hvis ikke, hvordan kan man så blive tilgivet? - for at stjæle en kage i kagedåsen? - for at lyve? - for at tage et andet menneskes liv, som David gjorde med Urias?

Er det nogen handlinger, som ikke kan tilgives?