af Dorete Kallesøe
Man kan filosofere over alle livets store spørgsmål: Skal man tilgive sine uvenner? Hvad er overhovedet en ven? Hvad kan vi vide, og hvad er vi nødt til at tro på? Hvad er lykke? Skal man gå ind for organdonation?....
Det er sjovt at undre sig og tænke sammen med andre. Gennem fordybelse udvikler både børn og voxne deres evne til at tage selvstændig stilling. Når man filosoferer, får man et mere indholdsrigt liv, og meget tyder på, at man blir en mere aktiv medborger!
At filosofere med børn
At man kan og bør filosofere med børn er en godt 30 år gammel ide udviklet af den amerikanske filosofiprofessor, Matthew Lipman. Han syntes, at hans universitetsstuderende var så dårlige til at tænke, så han besluttede sig for, at der skulle sættes tidligt ind og etablerede netværket p4c (Philosophy for Children), som i dag er verdensomspændende.
Men kan børn lære filosofi? - vil mange voxne nok spørge om - det er jo noget meget svært noget, som ikke ret mange voxne har styr på? Det er heller ikke meningen, at børnene primært skal lære om filosoffer - det er meningen, at de skal lære at tænke sig om. Lipman kalder den filosofiske samtale for det "undersøgende fællesskab", hvor børnene i fællesskab undrer sig over fænomener i verden og taler sammen om dem. Som samtalen skrider frem, er det meningen, at børnene skal blive bedre til at argumentere for deres synspunkter og til at lytte til andre synspunkter og tage stilling til dem. Man kan sige, at det rent faktisk er en oplæring i en færdighed, som er yderst vigtig, når man lever i et demokrati, nemlig samtalen.
I filosofiundervisningen taler man sammen om "filosofiske spørgsmål". Et filosofisk spørgsmål er et spørgsmål, som der ikke gives et entydigt svar på. De mest oplagte exempler er af etisk, existentiel og religiøs karakter: Hvad er meningen med tilværelsen? Hvad sker der, når man dør? Hvordan er man et godt menneske? Skal man være et godt menneske? Hvad er det gode samfund? osv.
Hvis man vil læse videre, kan jeg anbefale Børresen, Ohlsholt og Schjelderup: Filosofi i skolen og Børresen og Malmhester: La barna filosofere (se litteraturliste). Nordmændene er langt foran os i at udvikle filosofi i skolen. Den norske regering har bevilget midler til en undersøgelse af, om filosofi skal indføres som fag i skolen, og der foregår derfor mange initiativer på området lige fra skole til universitetsniveau. Osse uden for skolen bedrives der filosofi med børn i www.buf.no .
Hvorfor filosofi i kristendomsundervisningen?
I princippet kan man filosofere i alle skolens fag - og det vil vi også opfordre alle lærere til at øve sig i. Men oplagt er det i kristendomsundervisningen, da dette fag explicit har et fagområde, der hedder "Etik og livsfilosofi". I formålet for faget står der endvidere:
"Gennem mødet med de forskellige former for livsspørgsmål og svar, som findes i kristendommen samt i andre religioner og livsopfattelser, skal undervisningen give eleverne et grundlag for personlig og ansvarlig stillingtagen og handling over for medmennesket og naturen."
Det yderste formål med undervisningen i kristendom og religion er altså ikke viden om religioner. Men viden om religioner og andre livsopfattelse skal bidrage til elevens personlige og ansvarlige stillingtagen til de store spørgsmål i livet.
I et pluralistisk samfund, hvor svarene ikke er givet på forhånd, er det derfor vigtigt at supplere religionsundervisningen med den filosofiske samtale. Herigennem bliver eleverne klogere ikke blot på, hvad andre har tænkt eller troet, men også på sig selv! Gennem samtalen med religioner, filosoffer og forskellige livsanskuelser bliver børnene bedre rustet til at tage valg i livet - og hermed også bedre rustet som demokratiske medborgere!
Hvad er forskellen på filosofi og teologi med børn?
I Filosofipatruljen mener vi, at den filosofiske samtale med fordel kan anvendes såvel i skolen som i kirken. Vi er naturligvis klar over, at man ikke må forvexle skole med kirke, da disse jo har forskellige dagsordener. Imidlertid er også kirken blevet en del af det pluralistiske samfund, og mange af de børn, som kirken møder, lever også i et brudt forhold til den kristne tradition.
I den kirkelige undervisning er der i dag mange initiativer, der forsøger at tage udgangspunkt i børnenes verden: Rollespil, mobiltelefoner mm. Det er udmærket som afvexling for traditionel klasseundervisning. Man må imidlertid ikke glemme, at det væsentlige i undervisningen er de store spørgsmål i tilværelsen: Hvem er jeg? Er der en Gud? Hvad er frelse? osv. Og dem mener vi, at man med fordel kan åbne for ved hjælp af filosofien, hvor man stiller åbne spørgsmål, tager børnenes input alvorligt og lægger op til klassesamtale og -dialog.
Som I kan se mener vi derfor ikke, at der metodisk, religionsdidaktisk, er den store forskel på undervisningen i skole og kirke. Begge vil drage nytte af at filosofere.
