Filosofi som understøttende undervisning i Frederiksberg Kommune

Projektets baggrund

I 2016 blev Filosofipatruljen kontaktet af Frederiksberg Kommunes SFO'er, som havde været på studietur i England og overværet en række skolers P4C-praksis. Kommunens skolepædagoger kunne se P4C som en fornuftig metode til at understøtte elevernes faglige indlæring. Lederen af projektet, Anja Johansen fra Skolen ved Søerne, skrev i samarbejde med os en ansøgning til kommunen om midler til at uddanne samtlige 230 indskolingspædagoger i P4C. Bevillingen gik igennem, og i oktober 2017 afholdt Filosofipatruljen det første ud af ni kurser i P4C som understøttende undervisning for pædagogerne på Frederiksbergs skoler. 

 

 

Projektets metode

Pædagogernes uddannelse skulle bestå i 1 dagskursus i efteråret plus to kursusformiddage i foråret. I det introducerende kursus lagde vi mest vægt på filosofiske aktiviteter og samtaleledelse. Målgruppen af børn var fra 0.-3. klasse, så vi var bevidste om, at P4C-lektionerne skulle varieres, og børnenes færdigheder i at lytte og tale sammen langsomt bygges op. Vi udviklede en del grydeklare materialer, som pædagogerne tog direkte med hjem til børnene. Der er smagsprøver herfra i Aktiviteter til indskolingen.

Aftalen var, at der skulle filosoferes en time om ugen. Projektet er endnu ikke blevet evalueret, men I kan se en lille film, som Frederiksberg lokal-tv har lavet eller læse en artikel fra Lokalavisen, "Skal tigeren med på Noahs ark?"

 

Projektets fremtid - P4C-piloter

Nu har pædagogerne været i gang i et lille års tid - og vi er i gang med at efteruddanne de medarbejdere, der ikke nåede med på det første kursus. Vi har søgt og fået yderligere midler fra kommunen til at videre uddanne to P4C-piloter/-vedledere på hver skole. Det er særligt interesserede pædagoger, som gerne vil vejlede deres kolleger i P4C, og sammen med ledelsen skabe rammer for og udvikle P4C på de frederiksbergske skoler. Desuden skal vi samarbejde om at udvikle endnu flere og målrettede materialer til P4C i indskolingen.

PS. Vi har hørt, at ret mange lærere er blevet så nysgerrige, at de nu er på venteliste til de ekstrakurser, vi holder for nyansatte pædagoger!